IMAG0755

Første konference om insekter i Danmark

I går deltog jeg i den første konference om insekter holdt i Danmark. Der var mange spændende indslag fra videnskabsmænd- og kvinder og private producenter fra udlandet. Mens jeg sad der og kiggede på powerpoints med billeder af insekter og retter med insekter, gik det pludselig op for mig, at min egen afsky for insekter var forsvundet, og at jeg var oprigtig skuffet over, at der ikke var insekter på menuen til frokost. Den eneste mulighed for at smage insekter, var de kiks jeg selv havde medbragt til konferencen, som et lille reklameindslag for min blog.

Efter konferencen er jeg fuldt overbevist om, at det bare er et spørgsmål om tid, inden vi kan købe insekter og produkter beriget med insektprotein her i Danmark. I Holland er det allerede muligt. Hvis danskerne har kunnet vænne sig til sushi, kan de også vænne sig til insekter. Den første gang er en overvindelse, men efter det bliver det nemmere og nemmere.  Specielt med den tanke in mente, at for hver bid man tager, bidrager man til bedre klima, økonomi og dyrevelfærd.

Den største hindring for insektspisning i Danmark er lovgivning.  I Holland og Belgien er det tilladt at producere og sælge insekter til menneskeføde, men ikke her i Danmark. Hvordan Noma slap afsted med deres myrer på menuen, ved jeg ikke, men som det er nu, er der ingen producenter i Danmark, da insektproduktion og salg af insekter til menneskeføde, ikke er tilladt. Jeg frygter lidt, at vi herhjemme kommer bagud på insektmarkedet af den grund, og jeg vil derfor opfordre til at dele dette indlæg på de sociale medier i håb om, at politikkerne får øjnene op for udfordringen og skynder sig at tage den op.

http://www.dr.dk/Nyheder/Viden/Miljoe/2014/11/192357.htm