Kategoriarkiv: Opskrifter med insekter

Let tilgængelige opskrifter med insekter udviklet af Buglady

Gomashio med fårekyllinger

IMAG0795

Det er nemt og hurtigt at lave. Det smager fantastisk. Lidt ligesom knuste chips. What’s not to like. Det kan peppe både broccoli og rosenkål op, så det glider ned hos ungerne og andre grøntsagsfobikere – og så er det super sundt og næringsrigt.

1 portion:

1 dl sesamfrø

50 g tørrede fårekyllinger ( fås her:http://www.eatgrub.co.uk/shop/)

1 -1½ ts. salt

På en tør pande ristes fårekyllinger og sesamfrø ved middel varme til sesamfrøene begynder at “klikke”. Det er en lyd de siger, og du er ikke i tvivl, når du hører det. Hæld nu blandingen op på et stykke bagepapir og lad det køle af. Derefter blendes den til pulver, der kan drysses på grøntsager eller bruges som panering.

Tilsætter man 2 spsk rapsolie, når man blender blandingen, får man i stedet en pasta, der kan bruges lige som Tahin. Man kan smøre det på brød eller bruge det i humus eller krydret sauce.  Eller man kan snitte noget kål og nogle æbler fint og så vende 3-4 spsk. af pastaen heri og voila, har man en sund og lækker salat. Anvendelsesmulighederne er mange.

Næringsindhold pr. 100 g – 2036 kJ:

Protein 40 g, kulhydrat 12 g, mættet fedt 6,5 g, monoumættet fedt 12 g, polyumættet fedt 14 g, kostfibre 12 g

Lavetter asian style

IMAG0663 (1)

 

Voksmøllarver er bløde og har et højt proteinindhold, der får dem til at stivne, når de bliver varmet op- lidt lige som æg, og dette gør dem meget velegnede til omeletter. De her er inspireret af det thailandske køkken og smager fantastisk.

Til 4 lavetter:

150 g frosne voksmøllarver (kan købes hos Kalu A/S)

2 ts frisk hakket ingefær

1 ts knust hvidløg

1 ts fiskesauce

1 ts Sriracha chilisauce

1 ts fint hakket citrongræs

4 ts piskefløde

1 æggehvide

1  knivspids salt

2 ts Maizena

1 finthakket rødløg

2 ts rapsolie til stegning

Optø voksmøllarverne og blend dem med ingefær, hvidløg, fiskesauce, chilisauce, citrongræs, piskefløde, æggehvide, salt og Maizena. Når massen er blevet jævn tilsættes de fint hakkede rødløg og der blendes et kort sekund.

På en pande varmes en smule rapsolie op (ikke den koldpressede) og når det er godt varmt, hældes 1/4 af massen på panden, hvor den bredes lidt ud til en tynd omelet. Efter ca. et minut vendes omeleten med en paletkniv og steges yderligere et minut til den er dejlig gylden. Denne proces gentages med alle 4 omeletter.

IMAG0677

Herover har jeg serveret omeletterne med en salat bestående af en håndfuld frisk thaibasilikum, koriander, ærteskud og lidt pomelo + en dressing med peanutbutter, limesaft, mangochutney og kokosmælk.

O – kiks

IMAG0733

Melorme er oplagte at bage ind i kiks eller knækbrød. Når de er tørrede, smager de lidt nøddeagtigt og næringsværdierne i dem er stort set de samme, som hvis de er friske. Blender man de tørrede orme, får man noget der minder om fuldkornsmel. Her er de bagt ind i kiks og herhjemme har de været en stor succes.

Til ca. 40 kiks:

150 g melorme (bag dem i ovnen i ca. 10 minutter eller til de er helt tørre)
2 dl fint hakkede pecannødder
1 dl sesamfrø
1 dl havregryn
1 dl solsikkekerner
1 dl grahamsmel
2 dl hvedemel
1 ts fint salt
3 ts lakridspulver
1 knivspids cayennepeber
1 ts bagepulver
1 dl rapsolie
2 dl vand

Blend de tørrede melorme til pulver og bland dem med alle de tørre ingredienser i en stor skål. Tilsæt olie og vand og ælt det hele godt sammen. Dejen deles nu i 2 lige store klumper og rulles ud hver for sig mellem to stykker bagepapir til de er helt tynde. Det øverste stykke bagepapir hives af og med en kniv skæres der linier på kryds og tværs i dejen, så der fremkommer tern i kiksestørrelse. Bag dem i  en forvarmet ovn, 12 min ved 180 gr. varmluft – gerne samtidig i to etager.

Energiindhold pr. 100 g:

1569 kJ – protein 11,4 g, kulhydrat 23,4 g, fedt 29,1 g (mættet fedt 2,5 g, monoumættet 13 g, polyumættet 8,3 g)