Tomorrow’s Meatball

08-Bugball-(c)-Lukas-Renlund

Foto: Lukas Renlund

Space10 er et super spændende projekt, der udforsker urban living og udvikler ideer til bæredygtige løsninger i fremtiden.  Det er et sted, der syder af kreativ  nysgerrighed og hvor folk med meget forskellige baggrunde og projekter mødes. I går afholdt de et arrangement med fokus på fremtidens fødevarer. Her var jeg inviteret til at tale sammen med en række andre, der lige som jeg, er i gang med at udforske, hvordan vi kan spise mere bæredygtigt i fremtiden. Overskriften på aftenen var “Tomorrows meatball” og der var mange spændende bud på, hvordan vi kan producere alternativer til kød, uden at gå på kompromis med den sensoriske kvalitet. Sundt og bæredygtigt behøver nemlig ikke være det samme som kedeligt og utilfredsstillende. Det var der bred enighed om i lokalet. Der var også smagsprøver og til denne lejlighed havde jeg kreeret min egen insektholdige version af “Tomorrows meatball”. Det var voksmøllarver bagt ind i en kartoffel/græskarbolle. Der blev taget nysgerrigt imod dem og næsten ikke rynket på næsen.  Faktisk vakte de en del overrasket begejstring. Opskriften på dem kan du finde herunder.

Efter denne aften tror jeg nu endnu mere på, at der er en fremtid for insekter på danskernes middagsborde, og at vi i det hele taget går en fremtid i møde, der byder på masser af spændende kulinariske oplevelser uden kød. Men det kræver, at vi bliver bevidste forbrugere, der stemmer med Dankortet og stiller krav til producenterne. Du kan gøre dit, ved at gå ned i dit lokale supermarked og spørge efter insekter (Sig at de kan bestille dem hos Kalu A/S næste gang, de køber varer hjem). Det er stadig alt for få steder her i Danmark, hvor man kan købe dem, men hvis tilstrækkeligt mange kunder spørger efter dem, lander de i frysedisken til sidst.