dec

Hvorfor spise insekter? Kan vi ikke bare blive veganere?

Ovenstående spørgsmål støder jeg ofte på, og derfor synes jeg, det er passende, at jeg kommer med et uddybende svar. Det kommer altså her.

Jeg har dyb respekt for veganere. De tager virkelig ansvar i forhold til deres forbrug, og den måde det påvirker natur, klima og dyrevelfærd. Det kan jeg ikke andet end beundre. Men at være veganer er ikke uden udfordringer. Det kræver stor indsigt i sammensætning af kosten, så man er dækket helt ind i forhold til mikro- og makronæringsstoffer. Man kan sagtens få proteiner fra planter og spiser man varieret, er man også dækket ind i forhold til alle de essentielle aminosyrer, men der kan være udfordringer med at få nok B12 vitamin (se videnskabelig undersøgelse HER), som er det kroppen skal bruge for at omsætte fedt og aminosyrer. At leve af en 100% plantebaseret kost, kan altså godt lade sig gøre, men det er nok de færreste travle børnefamilier, der har overskud til at sætte sig ordentligt ind i det.

Nogen vil synes, at det er interessant at sætte sig ind i, og vil være gode til at sammensætte en varieret kost, hvor de får alt, hvad deres krop har brug for. Og respekt for det. Desværre tror jeg, at det er urealistisk at få alle til at spise sådan. Hvor prisværdigt det end er, er det et meget ambitiøst projekt. Specielt hvis man har børn i voksealderen. De fleste vil sandsynligvis give op rimelig hurtigt, og gå tilbage og i hvert fald spise lidt fisk en gang imellem. – Men hvis man supplerede den veganske kost med indtag af insekter, ville noget af udfordringen være løst.

Insekter indeholder alle de 9 essentielle aminosyrer + de essentielle fedtsyrer – fuldstændig som kød og fisk. Derudover indeholder de fleste insekter fibre, store mængder af calcium, jern og zink og det vigtigte vitamin som B12, der kun forekommer i animalske produkter. Altså mange af de mikro- og makronæringsstoffer som veganere kan komme til at mangle.

Men det er jo stadig levende væsener og som veganer, er man netop imod at slå dyr ihjel – uanset størrelse. Så hvordan kan jeg overhovedet finde på at komme med sådan et forslag?

Det kan jeg, fordi jeg prøver at se det hele billede. Dyr bliver f.eks. også dræbt, når der bliver maskinhøstet frugt, grønt og forskelligt korn.  Masser af mus, harekillinger, insekter og andet småkravl, der ikke kommer hurtigt nok afsted, lader livet eller bliver hårdt sårede. Det jeg blot forsøger at sige er, at tingene ikke er så sort-hvide, når det gælder etisk fødevareproduktion. Men derfor bør man stadig gør sig umage som forbruger for ikke at støtte decideret uetisk fødevareproduktion. – Men som jeg ser det, er opdræt af insekter ikke uetisk. Da insekter er koldblodede dyr, trives de ved at klumpe tæt sammen, da det er deres måde at generere varme på. For dem er lidt plads altså ikke forbundet med ubehag eller smerte. Tværtimod er det helt i overensstemmelse med deres naturlige adfærd. Hvad angår aflivning af insekterne, så efterligner man på insektfarmene den proces, der er i naturen, hvor det om efteråret bliver koldere og de koldblodede dyr, derfor går ned i aktivitetsniveau og senere i dvale. Når vinteren kommer og sætter ind med minusgrader, dør de fleste insekter. På insektfarmene starter man derfor med at nedkøle insekterne til de går i dvale, derefter bliver de frosset ned til de er døde. De når derfor hverken at føle angst eller smerte. Insekter har i øvrigt ikke et cerebralt cortex og det er derfor meget usandsynligt, at de har en bevidsthed, der overhovedet kan sammenlignes med den vores andre husdyr har.

I forhold til insekters aftryk på klimaet, er det ca. 100 gange mindre end f.eks. køers. Insekterne er desuden utrolig effektive til at omsætte planteføde til protein. Se nedenstående:

Og da insekter er stort set altædende, kan man f.eks. fodre dem med restprodukter fra økologisk landbrug. Nogle af alle de skæve gulerødder, selleritoppe, ydre kålblade, etc., der alligevel bliver kasseret, før de overhovedet når supermarkedets hylder. På den måde kan man undgå spild af naturens dyrebare ressourcer. Og for mig, er det det vigtigste.

“Even the ancient Hindu populations of India, were not complete vegetarians – though they did not know this. Traditional harvesting techniques always left a substantial amount of insect parts, mostly termite larvae and eggs, in their grain supply. When vegan Hindu populations began moving to England, where food sanitation regulations are stricter, they began to suffer from a high incidence of anemia.”
Citat fra: “Edible”, Daniella Martin 2014