Femten Fårekyllinger på Kickstarter

Dette projekt fortjener al den støtte det kan få. Det er Jakob Rukov fra fårekyllingefarmen, Bugging Denmark, der er gået sammen med Philip Price om at lave denne lækre juice med æble, ingefær og fårekyllinger. Den er rig på B12 vitamin og hvis du nu vælger at få dette vitamin fra insekter frem for f.eks. oksekød, så vil du reducere dit klimaaftryk betydeligt. Insekter er vejen frem for både klima, miljø, biodiversitet og sundhed og med Femten fårekyllinger er det nemt at komme i gang.

Prøv den allerede i dag og sæt skub i fredagsbaren med Femten Fårekyllinger med lidt  mørk rom, frisk mynte og masser af is.

Støt dem med en 50’er eller mere på Kickstarter, så du snart kan købe den der, hvor du handler. Se hvordan på videoen ovenfor.

 

Kan man spise dem levende?

Et spørgsmål jeg tit får, når jeg er ude og servere smagsprøver med insekter er: “Kan man spise dem levende?” Mit svar er, at det kan man selvfølgelig godt, hvis man absolut vil, men det er med en vis risiko og det virker i det hele taget lidt formålsløst. Smag og konsistens er f.eks. ikke bedre, fordi man spiser myrer eller bænkebiddere levende. De smager faktisk bedst, når de er tilberedt. Fuldstændig lige som kylling, svin eller andre af de dyr, vi spiser.
Jeg ved godt, at Noma på et tidspunkt serverede levende myrer i cremefraiche, men det var vist ikke helt gennemtænkt  i forhold til fødevaresikkerhed. Ikke desto mindre er myrer efterfølgende blevet særlig populære som eksperimental fødevare. Men da man ikke kan købe myrer i små fine plasticbakker i supermarkedet, må man altså selv ud i naturen og sanke dem. Og her er det så, at man skal tage sine forholdsregler, hvis man vil undgå at blive inficeret af parasitter, der kan være sundhedsskadelige.

Myrerne kan nemlig være inficeret med en parasitisk fladorm, der bruger dem som mellemvært med det formål at ende op hos større dyr – eller mennesker for den sags skyld. Parasitten er så snedig, at den inficere myrens hjerne og dermed kan manipulere den til at kravle op og bide sig fast øverst i et græsstrå, så intetanende græsædende dyr, som rådyr eller får kommer til at indtage dem, når de græsser.
Måden at slå denne parasit ihjel på, så den ikke er sundhedsskadelig, er enten at fryse myrerne i min. 30 min. ved -20 gr. celsius , koge dem (100 gr. celsius) i 1 minut eller opbevare dem i 50% ethanol i min. 24 timer. Det er i øvrigt samme fremgangsmåde, når man skal tilberede sushi. For at undgå levende parasitter i det rå fiskekød, smider man det lige i fryseren i min. 24 timer.

Et andet populært dyr at sanke i naturen er bænkebiddere. Disse er i familie med skaldyr (så er du allergisk overfor skaldyr, skal du nok undgå dem)  og fungerer glimrende som knasende, sprødt tilbehør på salater, supper eller på smørrebrød efter en tur på panden i nogle minutter med smør, hvidløg og krydderurter.

Generelt vil jeg anbefale at varmebehandle eller fryse  insekter før indtag, for at sikre fødevaresikkerheden. Derudover skal man selvfølgelig være opmærksom på, at man ikke driver rovdrift på enkelte arter. De insekter, man kan købe i supermarkeder, er opdrættet på farme i Europa og her er fødevaresikkerhed optimal og ingen af de pågældende arter i fare for at uddø. De er altså langt at foretrække.

Kilde:  “Viability of Dicrocoelium dendriticum metacercariae in Formica polyctena ants after exposure to different treatments” by  A.B. Jensen*, J. Malagocka, J. Eilenberg and B.L. Fredensborg

 

Køkkenshow med insekter på Fisketorvet 15/4-2017

I morgen kl. 14-16 står jeg på køkkenscenen på Fisketorvet og laver mad med insekter. Der vil selvfølgelig være rig mulighed for at smage, så kom gerne og få lidt andre smagsoplevelser end de traditionelle her i påsken.
Det er gratis, men du må gerne tilmelde dig eventet her, så vi har en fornemmelse af, hvor mange der kommer.

https://www.facebook.com/events/1147601415367382/

Opskrifterne finder du HER