cropped-cropped-13170654_10154378953337345_874811984_o.jpg

Var det noget med en proteinbar med fårekyllingemel?

crobar

Christine Spliid er iværksætter og lige på nippet til at lancere en proteinbar beriget med fårekyllingemel. Fordelen ved at bruge insekter i proteinbarerne er, at insekter er animalsk protein. Og animalsk protein er den type protein, kroppen har nemmest ved at optage, i modsætning til f.eks. planteprotein. Udover at være rige på proteiner (69,1%), er fårekyllinger også rige på essentielle aminosyrer, umættet fedt, vitaminer og mineraler. Kort sagt, fårekyllinger er ren superfood og dermed meget velegnede som ingrediens i proteinbarer. Christines proteinbar er i øvrigt udelukkende baseret på naturlige ingredienser som nødder og dadler, og indeholder intet sukker. Fårekyllingerne er blevet fodret med økologisk frugt og grønt, og har derfor en let nøddeagtig smag, som passer fint til resten af ingredienserne. Der er altså tale om en bar, der ikke kun er rig på protein, men som også er naturlig, super sund og velsmagende. Den vil være velegnet til efter træning, men også til ældre småtspisende og børn, idet den har et højt indhold af calcium fra fårekyllingerne.

I øjeblikket er Christine ved at rejse penge til projektet gennem Kickstarter.com, hvor hun allerede har fået rejst halvdelen af den kapital, der skal til for at sætte projektet i gang. Hun har fundet en producent, der er specialiseret i rawfood, og som har indvilliget i at producere hendes proteinbarer og hun har fået fødevaremyndighedernes godkendelse – i England. For England er, hvor Christine er bosiddende, og det er heldigt for hendes projekt, da fødevaremyndighederne i England har godkendt insekter som fødevare. Det samme er tilfældet i Holland og Belgien, hvor man kan købe insekter og produkter beriget med insekter i supermarkederne. Men i Danmark halter vi stadig bagefter med at få Fødevarestyrelsens godkendelse. Det er ærgerligt, da det forhindrer iværksættere herhjemme i at kaste sig over de spændende muligheder som insekter og produkter med insekter udgør. Forhåbentligt varer det ikke så længe, og så er det Christines mål, at danskerne skal kunne købe dem i butikkerne herhjemme. Indtil da må vi få dem sendt fra England.

Christine fortæller, at der i USA er en del firmaer, der sælger proteinbarer beriget med insekter, og at de er så populære, at de ofte har helt udsolgt.

Hvis man vil møde Christine Spliid og smage hendes Crobar, vil hun være at finde sammen med mig på Lyngby Bibliotek d. 25. april kl 10-14 i anledning af Forskningens døgn.

Vil du læse om Christines projekt i detaljer, så se her:

http://gathrfoods.com/