IMAG2125

Debat om insekter i Magistrenes hus

cricket

I går var jeg til debataften i Magistrenes Hus, hvor et ekspertpanel af insektkyndige var indkaldt for at debatere insekter, som mulig kilde til dyrefoder og menneskeføde i fremtidens Danmark.

Den tilhørende forsamling skulle i starten af aftenen stemme om, hvorvidt de troede, at 10% af EU’s befolkning ville spise produkter med insekter 10 gange om året om 20 år. Det var der et overvejende flertal, der troede. Det synes jeg er meget lovende, og underbygger min overbevisning om, at den største barriere for insektspisning i Danmark i højere grad er lovgivning, end det er folks afsky for at spise insekter. Gang på gang forventer jeg modstand og afsky i forbindelse med insektspisning, og hver gang bliver jeg positivt overrasket over, hvor villige folk alligevel er til at smage.

Denne aften serverede Nordic Food Lab en kop fond kogt på fårekyllinger med en lille tørret græshoppe ved siden af (se billedet). Græshoppen havde en overraskende konsistens som Maltesers – de knasende chokoladekugler- og smagen var egentlig meget neutral. Fonden mindede om Miso, og smagte ikke af så meget. En smule soya ville have klædt begge dele, men ville selvfølgelig have camoufleret smagen af insekt. På denne måde fremstod insektsmagen næsten nøgen i al sin ufarlighed og det var vel formålet.

Om alle kunne lide det, ved jeg ikke, men ingen vrængede på næsen. De var selvfølgelig også informeret på forhånd, og deres fremmøde alene tydede på en vis pro insekter indstilling. Alligevel giver det mig håb, at så mange mennesker så villigt putter insekter i munden, til trods for, at de er vokset op i en kultur, hvor insekter anses for at være ulækre.

Jeg tror fortsat på det, og fortsætter mine eksperimenter i køkkenet.

Vil du høre mere om aftenen, blev alt optaget og kan ses på:

http://new.livestream.com/accounts/11131690/events/3785192